IT-SYSTEM TIL EN KVART MILLIARD SKULLE GøRE LIVET LETTERE FOR POLITIET. EFTER TO åRS FORSINKELSE ER DET MODSATTE SKET

Efter flere års ventetid kunne de danske politibetjente i februar endelig sætte strøm til et nyt it-system til håndtering af billeder og overvågningsvideoer i februar 2024.

Her blev de første dele af POLmedia nemlig udrullet til samtlige af landets politikredse.

Men hvad der skulle være et tidsbesparende og effektiviserende system for dets brugere, viser sig efter udrulningen at være en forsinket skuffelse til en kvart milliard kroner.

Sådan lyder det fra Ole Sønder, der er medlem af hovedbestyrelsen i Politiforbundet, der organiserer landets politibetjente. 

 »Det er jo klart, at brugerne bliver skuffede, hvis de havde en forhåbning og forventning om, at nu kommer systemet endeligt, der skal gøre deres arbejdsdag lettere, og det så viser sig, at det ikke fungerer ordentligt," siger han.

Kan ikke håndtere overvågningsvideo

POLmedia er politiets nye multimedieplatform, hvor videoer, billeder og lydfiler skal opbevares. Men efter udrulningen står det klart, at der er problemer med essentielle dele af systemet.

Det gælder blandt andet video-delen, der er en af kernefunktionaliteterne, hvor betjentene skal kunne uploade mindre og større videofiler samt overvågningsvideoer.

Her har Rigspolitiet været nødt til at bede Københavns Politi og Østjyllands Politi om ikke at tage den del af systemet i brug. Det fortæller Ole Andersen, der er vicepolitimester i Rigspolitiet.

Problemet med video-upload udgøres af to ting, forklarer han.

»Det ene er, at vi har udfordringer med proprietære filformater, særligt i forbindelse med overvågningsvideoer. Den anden del er, at vi har udfordringer i forhold til, at vi transkoder alle filer til et ensartet format og lagrer det. Der har vi haft udfordringer og har det i et vist omfang stadigvæk i forhold til hastigheden af transkodning af meget store videofiler.«

Det resulterer blandt andet i, at politikredsene på nuværende tidspunkt ikke kan uploade overvågningsvideo, og for de politikredse, der kan uploade video, der ikke er proprietær, så kan det tage uforholdsmæssig lang tid inden, at de kommer ind i systemet.

Når det netop er de to politikredse i København og Aarhus, der er blevet bedt om ikke at benytte videofunktionen endnu, bunder det i, at det er de to største kredse, der traditionelt indsamler flest videofiler. Så når de bliver bedt om at afvente, så er det for at undgå, at systemet går i sort, lyder det.

Der er med andre ord ikke kapacitet nok i det nye system.

Er det noget, I håber på at have udbedret inden for de næste par uger, eller tager det længere tid?

»Det er en større ting. Vi har en projektperiode, der løber frem til årets udgang, og vi regner med, at vi har løst det inden for den periode. Så det bliver ikke lige i morgen.«

Problemer med billedkomprimering

Det er ikke kun video-delen, der er ramt af problemer. Der er også seriøse udfordringer med at lægge billeder op i høj opløsning. 

Det betyder blandt andet, at landets kriminalteknikere må vente med at tage billedfunktionen i brug, forklarer vicepolitiinspektøren.

»Vi har ikke rigtig fået afklaret, hvad der skal ske her. Så langt er vi ikke nået i projektet endnu. Men det er rigtigt, at det kan være et problem, at transkodningen medfører, at der går noget tabt,« siger han og tilføjer, at kriminalteknikerne indtil videre arbejder videre med de systemer, de har gjort hidtil.

Siden POLmedia gik i luften for to måneder siden, har der også været problemer med selve systemets drift. Men det er ifølge Ole Andersen blevet bedre på nuværende tidspunkt.

»Driften har været for ustabil, men det er blevet meget bedre, og det skal gerne blive endnu bedre endnu. Men i stigende grad er driften tilfredsstillende. Men vi tænker ikke, at vi er i mål endnu, så vi arbejder fortsat med det.« 

Siden udrulningen i februar, har der så været flere udfordringer undervejs, end I havde regnet med?

»Der har været udfordringer, som der altid er med idriftsættelse af store systemer, og det her er et af de største systemer, vi i politiet har sat i drift igennem lang tid. Så der har været problemer. Om de er større eller mindre end det, der var forventet, det er svært at svare på,« siger han og tilføjer: 

 »Vi havde ikke forventet, at der ville være de problemer med videofiler, som vi har set.«

POLmedia-projektet blev planlagt på baggrund af terrorangrebet ved Krudttønden i København tilbage i 2015. Her kortlagde man, hvor mange mediefiler et system skulle kunne håndtere i forbindelse med sådan en hændelse. Efterfølgende gangede man det tal med en vis faktor for at komme frem til, hvad systemet skulle kunne klare, når det stod færdigt. 

»Men det har vist sig, at udviklingen har været meget større, end vi forventede. Det er mængden af filer, der er meget større i dag, end da vi gik i gang med at planlægge systemet,« tilføjer han.

POLmedia er ikke hostet via en cloud-løsning, men derimod inden for politiets »tekniske skal«, der er on-premise. Det giver udfordringer med at skalere op, når der pludselig er større mængder af filer, end man først havde regnet med.

»Kapaciteten skal udvides, men det handler også om, at vores interne netværk skal være i stand til at distribuere, og det havde vi taget højde for, men der har været behov for at justere på tingene og gøre det endnu bedre,« tilføjer Ole Andersen. 

Frustrerede betjente

Hos Politiforbundet, der repræsenterer omkring 12.000 ansatte i politiet, er man irriteret over situationen.

»Jeg ved ikke, om der er tale om generelle børnesygdomme, når man udruller ny software, men jeg ved bare, at det skaber en kæmpe frustration derude,« forklarer Ole Sønder fra Politiforbundet. 

POLmedia-projektet har været undervejs i mange år, og politibetjentene har forventet, at den nye løsning ville gøre hverdagen nemmere for dem.

»Det har ikke medført den tidsbesparelse, man havde håbet på. Det er nok snarere tværtimod, fordi der bliver brugt en masse tid på at sidde og være frustrerede og irriterede over, at det ikke virker, som det skal,« tilføjer han.

Kan du forstå, hvis der opstår frustration hos brugerne, der har set frem til et nyt og moderne system, og der så er funktionaliteter, der ikke virker?

»Det er altid svært at skulle tage nye arbejdsredskaber i brug, og som sagt har vi haft de her problemer, og det har ikke gjort det nemmere. Så det kan jeg godt forstå. Men vi prøver at arbejde med det og arbejde med intern kommunikation i politiet omkring hvad der sker, og hvor langt vi er,« forklarer Ole Andersen. 

To års forsinkelse og massiv ekstraregning

Rigspolitiet har forsøgt at anskaffe et nyt og bedre system til håndtering af mediefiler siden 2018, hvor projektet blev godkendt.

Dengang var det meningen, at det skulle stå klar april 2022.  Den tidsplan skred med to år, og det var ikke kun tidsplanen, der skred for POLmedia, hvis hovedleverandør er tyske Qvest Media.

De oprindelige estimerede udgifter til projektet lød på 98,3 millioner kroner tilbage i 2018, hvor der blev indgået kontrakt med leverandøren.

Siden har justitsministeren af tre omgange måtte gå til Finansudvalget og bede om flere penge til at komme i mål.

Med den seneste ekstrabevilling i oktober 2023 lød beløbet nu på 256,9 millioner kroner. 

Med en budgetforøgelse på 158,6 millioner er projektet endt med at blive 2,5 gange så dyrt som planlagt.

2024-04-18T03:12:33Z dg43tfdfdgfd